JoJo Nyhedsbrev nr. 2 – 2019

Nyt fra bestyrelsen

Brorsons gårdlaug / Gård 2 afholder generalforsamling

Der er generalforsamling i Brorsons gårdlaug onsdag den 13. marts kl. 18. 

Så bor du i karré 2, det er JBG 6, STG 37-55 samt HEG 7 – så kom endelig med til mødet, i beboerlokalet i hjørnet ved HEG 7. De kan også godt bruge flere i bestyrelsen, hvis man har lyst til at bidrage til et godt gårdmiljø.  

Værksted

Nu er værkstedet åbent! Alle andelshavere kan derfor købe nøgle dertil på ejendomskontoret. Det koster 300 kr., og man skal samtidig skrive under på at man er indforstået med de retningslinjer der er for lokalet.

Beboerhøring / ”skilsmisselisten”

Tirsdag den 5. februar kl. 19.30 vil salgsudvalget gerne invitere til en høring omkring den venteliste, som i daglig tale omtales ’skilsmisselisten’.

Da denne paragraf i sin tid blev indført, var det for at tilgodese de børn som kommer i klemme ved en skilsmisse – men ordlyden endte med at handle om samliv, uden at præcisere at den var der i de tilfælde der er børn involveret. Skal den bibeholdes som den er, ændres, fjernes? 

Kom og giv dit besyv med! Det foregår i kulturlejligheden. 

Beboerhøring / Forslag til vedtægtsændring §14, stk 3. 

Onsdag den 6. februar kl. 20 i kulturlejligheden vil formandsudvalget gerne invitere til en høring omkring den fordelingsnøgle der pt er ift. lejlighedsstørrelser. 

Loftet for sammenlægninger er nået – så hvad skal der ske nu? Skal det bibeholdes som det er, eller skal der ændres lidt på det, så flere lejligheder kan blive sammenlagt i fremtiden? Derudover er der den udfordring, at der pt er ikke-tagudvidede 4.salslejligheder, som jo gerne skulle kunne blive udvidet opad ved behov – men som også er omfattet af den fordelingsnøgle vi pt har i andelsforeningen. 

Beboerinitiativer: 

Fastelavn

Mon nogen har lyst til at være med til stå for at afholde vores fastelavnsarrangement i år? Så skriv til sekretariat@abjojo.dk – så vil Annette sende videre til beboerudvalget. Der er afsat penge til arrangementet, og kulturlejligheden er booket på fastelavnssøndag, den 3.marts. Der er desuden en liste over hvad der plejer at blive købt ind, så man har noget at gå ud fra.Hvis ingen melder sig, bliver der desværre ikke afholdt fastelavn i år.

Røgmeldere/Trygfonden – og brandbil nede på pladsen

Mette har fået arrangeret, at der kommer nogle ud fra Hovedstadens Beredskab, som sætter røgmeldere/røgalarmer op i alle lejligheder. Det er støttet af Trygfonden, og er derfor gratis. Stort skulderklap til Mette for den fantastiske indsats!

Det sker den 23 og 24 februar kl. 10-16, hvor Hovedstadens beredskab kommer på besøg, endda med en stor brandbil nede på pladsen.

Der er i den forbindelse brug for frivillige til at hjælpe med at banke på hos naboerne, så vi kan nå alle lejligheder. Der er brug for ca. 6 personer på hver ”vagt” som er 10-13 og 13-16. Der bliver både hyggeligt og lærerigt og du er med til at gøre en forskel i vores forening! 

Meld dig gerne, enten personligt på ejendomskontoret eller på mail sekretariat@abjojo.dk 

Hvis du ikke er hjemme de nævnte dage, men gerne vil have opsat røgmelder, så kan du aflevere en nøgle på ejendomskontoret, og så vil de sørge for at låse op for brandfolkene. 

Der kommer mere info ud senere i opgangene. Lad os hjælpe hinanden til at få de røgmeldere op én gang for alle!

********

Husk at alle i foreningen er mere end velkomne til at arrangere noget til glæde for alle. Det kunne være en spilleaften, et foredrag, søndagshygge i gården, litteraturklub, skattejagt mm. 

Foreningen råder over en aktivitetskonto, som man kan søge om midler fra. Dette gøres ved at skrive en mail til beboerudvalget via sekretariatet, på sekretariat@abjojo.dk