Beslag til altanerne
Bestyrelsen har igennem længere tid været i dialog med Altan.dk vedrørende manglende medløbere på altanerne. Altan.dk har anerkendt manglen og har tilbudt A/B JoJo 100.000 kr. i forlig, hvilket Bestyrelsen har accepteret. Vi har i forbindelse med dette valgt at indkøbe beslag, som kan bruges til ophæng af div. på altanerne.
Hvornår de bliver bestilt og hvor mange beslag der bestilles, ved vi ikke endnu, men vi giver besked, når det er på plads.
Indskærpelse over for rengøringen
Der har været svingende kvalitet i rengøringen på hovedtrapper og bagtrapper. Bestyrelsen har derfor holdt møde med Delux, der har lovet at stramme op på rengøringen af vores trapper.
Juletræet er tændt og rejsegilde for POP UP FARM
Første søndag i advent blev juletræet på pladsen tændt efter en eftermiddag med julehygge i Kulturlejligheden. Der var stort fremmøde og en god stemning – en rigtig hyggelig eftermiddag!
Den 9. december blev POP UP FARMEN indviet med et rejsegilde. Projektet er et konkret eksempel på, hvordan den nødvendige grønne omstilling af vores byer kan skabe både økonomisk og social værdi for lokalsamfundet. Der kan læses mere på abjojo.dk/nyheder.
Kvistprojektet
Den opdaterede tidsplan fra entreprenøren er endelig klar! Tidsplanen kan ses på foreningens kvist-logbog. Denne tidsplan kan dog blive ændret og vil blive opdateret løbende – den nuværende tidsplan er det bedste estimat der kan laves, med den viden der haves nu.
Vi har ligeledes bedt entreprenøren om at skabe et klart overblik over omfanget af skaderne i de enkelte lejligheder. Sammen med tidsplanen findes der nu en oversigt, og skaderne har i de fleste lejligheder været som forventet.
Lørdag d. 12 december fremviste bestyrelsen mock-up kvisten. Der var fint fremmøde, og masser af positive tilkendegivelser omkring den nye kvist.
Tørrerum og værksted
Bestyrelsen er blevet spurgt om der kunne oprettes tørrerum i kælderen. Bygge- og medieudvalget har sammen med foreningens rådgivere kigget vores kældre igennem, og vi har kunnet konstatere, at det ikke er muligt at finde tørrerum i forbindelse med vaskekældrene eller i hver karré. På grund af disse udfordringer arbejder Bestyrelsen umiddelbart ikke videre med forslaget.
Bestyrelsen er også flere gange blevet spurgt om muligheden for at oprette et værksted tilgængeligt for foreningens beboere. Vi er positivt stemt overfor ideen, og forsøger at finde et egnet rum i kælderen. Vi vil meget gerne alliere os med beboerne omkring dette værksted – så hvis du har lyst til at være med til at sætte et præg på værkstedet, så kontakt endelig Ejendomskontoret.
Jul i Bestyrelsen og på Ejendomskontoret
Bestyrelsen og ejendomskontoret vil gerne ønske alle beboere en glædelig jul og et godt nytår.
Ejendomskontoret er at træffe i hverdagene mellem jul og nytår.
Bestyrelsen er tilbage i det nye år med beboerhenvendelse d. 6/1-2016 kl. 17-18 på Ejendomskontoret.