A/B JoJo nyhedsbrev september 2018

Vedligeholdelsesplan
Bestyrelsen har undersøgt markedet for rådgivere vedr. den vedligeholdelsesplan, som vi skal have udarbejdet, nu hvor tagprojektet er overstået.
Der er tale om en 10-årig vedligeholdelsesplan, som skal prioritere de opgaver vi skal have løst på vores bygninger, og derfor et vigtigt redskab til de kommende år. Det er derfor med glæde at vi kan fortælle, at der nu er valgt denne rådgiver, som her i efteråret vil gå vores bygninger igennem og derefter udarbejde en rapport for os.
Bilafbrænding /nabohjælp
Som mange beboere ved, har der desværre været flere tilfælde af bilafbrændinger på parkeringspladsen mellem vores karré 4 og Det Fri Gymnasium.
Der har i den forbindelse været flere henvendelser vedrørende hvad vi som andelsforening kan gøre for at prøve at forhindre at det sker igen / hvad vi kan gøre for at beboerne føler sig trygge.
Andelsforeningen vil kontakte kommunen vedr. lys, men bestyrelsen vil også opfordre vores beboere til at rette henvendelse til kommunen omkring området, som er mørkt og lidt afsides, og derfor virker appellerende på visse typer. Derfor kunne belysning / øget opmærksomhed på dette område måske gøre en forskel.
Derudover vil vi opfordre alle til at kontakte politiet på telefonnr. 114 såfremt man observerer mistænkelig adfærd på pladsen derhenne, eller hvis man oplever noget som gør en utryg.
Stilladser i foreningen
Der har været spørgsmål til de stilladser, som stadig står flere steder i foreningen. Er tagprojektet ikke færdigt? Hvorfor står de der stadig?
Der er tale om stilladser i forbindelse med tagudvidelser, dvs. de 4.sale som endnu ikke er udvidet op til 5. sal, og altså ikke det tagprojekt som heldigvis er overstået.
Der arbejdes på sagen, og forhåbentlig vil vi snart kunne slippe helt for stilladser – og de berørte 4. sals beboere kan få en ny og flot 5. sal tilknyttet deres lejlighed.
Altanrunde II
Til generalforsamlingen blev det besluttet at igangsætte endnu en altanrunde.
Altanudvalget har haft første møde, og vil nu begynde processen hen mod, at vi kan få opsat flere altaner i vores andelsforening.
Der er dog tale om en længere proces, da der – efter ønske fra generalforsamlingen – atter skal søges om hvorvidt førstesalslejlighederne kan få altan mod gaden mm.
I første omgang vil vi snarest muligt få husstandsomdelt en interesseseddel, hvor man ganske uforpligtende kan tilkendegive sin interesse for at få opsat altan.
Det er vigtigt at man sørger for at aflevere denne seddel retur, så vi har en idé om størrelsesordenen på projektet, og derved bedre kan forhandle pris etc. med leverandøren.

Nyt fra ejendomskontoret:
Varme i radiatorerne
Efteråret er over os, og det er atter muligt at få varme i radiatorerne. Husk at lufte dem ud.
Dette betyder dog ikke nødvendigvis, at radiatorerne bliver varme, når man tænder for dem. Vores varmeanlæg er sat op, så cirkulationspumperne først sættes i gang,
når udetemperaturen falder under 17 grader. Det er varmekonsulenterne, som via et fjernstyret computersystem (cts) hele tiden holder øje med at systemet kører bedst muligt,
i forhold til beboernes komfort og energibesparelser. Ejendomskontoret kan derfor hverken skrue op eller ned for varmen.

Beboerinitiativer:
Halloween
Om eftermiddagen, søndag den 28. oktober afholdes årets Halloween-arrangement for store og små! Så sæt endelig kryds i kalenderen, det bliver brand (u)hyggeligt!
Vil du hjælpe til på dagen, så skriv til Nanna og Camille på jojoarrangement@gmail.com – hvis vi løfter i flok, vil arbejdsopgaverne blive små, og alle kan have en skøn dag!
Der vil blive sendt invitation ud snarest.
Julearrangement
Selvom kalenderen pt siger september, er det pludselig december førend vi aner det.
Vi har brug for nogen, som vil være med til at arrangere det årlige julearrangement, som i år bliver i den første weekend i december. Det er her vi tænder juletræet og julehygger sammen.
Skriv til Camille på jojoarrangement@abjojo.dk

Husk at alle i foreningen er mere end velkomne til at arrangere noget til glæde for alle. Det kunne være en spilleaften, et foredrag, søndagshygge i gården, litteraturklub, skattejagt mm.
Foreningen råder over en aktivitetskonto, som man kan søge om midler fra. Dette gøres ved at skrive en mail til beboerudvalget via sekretariatet, på sekretariat@abjojo.dk

Og til sidst, som altid:
www.abjojo.dk
tag endelig et kig forbi vores hjemmeside. Her finder du en masse informationer omkring vores forening, om alt fra ladcykeludlån til generalforsamlingsreferat, ejendomskontorets åbningstider mm.