Nyt fra AB Jojo bestyrelsen og ejendomskontoret 2. september 2025

Repair Cafe 4. september og 12. oktober 2025 i kulturlejligheden

Så er det snart vi holder repair cafe. På en repair cafe kan du komme ned med ting, der er i stykker og få hjælp til at få det repareret. Det kan være alt fra tøj til elektronik. Ideen er at vi skal undgå at købe nyt, hvis vi i stedet kan reparere det vi har. Ingen tilmelding, åbent for alle. 4. september er det kl. 16-18:30 og 12. oktober er det kl. 13-17. Læs mere på abjojo.dk

Sæt også kryds den 7. maj 2026 hvor vi holder ordinær generalforsamling i AB Jojo.

Stigestrengsprojektet skal være færdigt i denne måned

Vi tror på at det lykkes at blive helt færdige med stigestrengsprojektet i denne måned som planlagt. Det har holdt hårdt visse steder, men hvor er det også skønt at vi har fået en ny vandinstallation. Når det er helt på plads vil der blive udsendt link til evaluering og kort vejledning til de nye installationer til alle beboere på email.

Tjek lige jeres kælderrum

Lige nu hører ejendomskontoret om kælderrum med omfattende vandskader, som får lov at stå og udvikle sig. Kælderrum er beboeres ansvar at holde øje med. Så tjek lige om det er dit kælderrum, der står og mugner. Hvis du har brug for hjælp til at affugte, så tal med gårdfolkene, som måske har maskiner til rådighed.

Vi vil uundgåeligt se flere tilfælde af vand i kælderen fremover, så overvej at købe plastikpaller at sætte jeres ting på. Hæver man tingene bare 10-15 cm fra gulvet så er de potentielle skader minimeret.

Linux workshop 9. november i kulturlejligheden

Snart udfaser microsoft windows 10, hvilket kan give problemer hvis ens computer ikke kan køre windows 11. Linux er et alternativ til windows og en mulighed hvis du gerne vil frigøre dig helt eller delvist af Microsofts/Apples/Googles produkter. Kom og prøv det af på denne workshop. Tilmelding på mail til sekretariatet@abjojo.dk.

Denne måneds reminder fra gårdfolkene:

  • Klap dit pap og knæk dit træ. Få tingene til at være i containeren, og hvis der ikke er plads, så overvej om du ikke kan vente et par dage med at komme af med det.
  • Husk at byggeaffald skal på genbrugspladsen, og det er beboerens ansvar, at det kommer derhen. Byggeaffald er alt fra nedpillede materialer, gips, sten, fliser, isolering, støv og vaske og wckummer. Det skal på genbrugspladsen, ellers får foreningen store bøder fra kommunen.

Vi beklager udfaldet i august

Nyhedsbrevet for august kom desværre ikke korrekt ud på mail som det plejer, trods flere forsøg. Vi håber I så opslagene i opgangene eller på hjemmesiden i stedet for og krydser fingre for problemet er løst nu. Men derfor er der et par gengangere i dette nyhedsbrev.