AB JoJo Nyhedsbrev februar 2022
Nyt fra bestyrelsen
Nyt fra Altanrunde 1
A/B JoJo nu har modtaget ibrugtagningstilladelser på alle altaner, altannedgang og franske vinduer som blev opført i den første altanrunde i årene 2014-15. Der var stor mediebevågenhed på sagen og det krævede stort engagement og mere end 100 timers koordinerede arbejde, møder, opfølgning mm af de involverede bestyrelsesmedlemmer.
Historien kort fortalt: I november 2020 blev bestyrelsen gjort opmærksom på, at der manglede ibrugtagningstilladelser på 40 altaner. Det stod dog hurtigt klart at der manglede byggetilladelser på 76 altaner og samtlige 297 ibrugtagningstilladelser – der manglede ligeledes kvalitetssikring på fjerdesals altanerne. Vi kontaktede straks Altan.dk, den oprindelige rådgiver på altanprojektet og en uafhængig bygherre rådgiver og en statiker. Altan.dk viste sig heldigvis meget samarbejdsvillig og gjorde alt for at rette op på fejlen så hurtigt som overhovedet muligt.
Vi fik allerede i midten af december 2020 åbnet gulvet i tre udvalgte 4. sals lejligheder for at inspicere ophængs metoden og belastningsteste disse tre. Heldigvis gav dette ikke anledning til bekymring for sikkerheden. Herefter stod det klart at den bedste og mest økonomiske metode til at bekræfte sikkerheden på 4.sals altanerne var at belastningsteste samtlige 4.sals altaner. Den brugte belastningstest var udarbejdet af Altan.dk’s rådgiver Ølgård og gennemgået af vores uafhængige rådgiver AB Clausen og godkendt af Københavns Kommune. Altan.dk belastningstestede herefter samtlige 4.sals altaner. Alle altaner bestod testen uden anmærkninger. Testene er dokumenteret med et grundigt udarbejdet kvalitetssikrings materiale, som løbende blev gennemgået af A/B JoJos ingeniør AB Clausen, den uafhængige bygherre rådgiver og bestyrelsen. Efterfølgende var der en del yderligere dokumentation der skulle på plads og rådgiver, Altan.dk og forskellige instanser i Københavns kommune som skulle holdes op på deres leverancer. For at kunne opnå de manglende byggetilladelser krævede blandt andet også at projektet blev sendt i høring i Gårdlauget i gård 1 og 2. Herefter blev det også opdaget at A/B JoJo manglede byggetilladelse på skraldeskure i vores egne gårde 3 og 4 (0’erne) og inden denne var opnået, kunne vi ikke modtage ibrugtagningstilladelser på altanerne.
Det er godt, at vi kan lægge sagen bag os nu. En stor tak til alle der har hjulpet med at få sagen til at flyde – både de beboere, der stillede deres lejligheder til rådighed for de indledende belastningstests og fik taget gulvet op i deres lejligheder kort før jul 2020, og sidst men ikke mindst Leonardo for en kæmpe indsats.
Nyt fra Altanrunde 2
Alle kontrakterne med Altan.dk blev underskrevet i november 2021, og Altan.dk er pt. i fuld gang med at udarbejde myndighedsprojektet, altså det projekt, som skal sendes til Københavns Kommune til godkendelse. Vi regner med at modtage projektet til gennemsyn med vores rådgivere ultimo februar, og håber at kunne sende projektet videre til myndighedsbehandling i starten af marts. Det er i første omgang kun arkitektprojektet – dvs. placeringerne mm., der sendes til godkendelse. Når der er modtaget en hovedbyggetilladelse (HBT), dvs. at de godkendte placeringer kendes, vil der udarbejdes et konstruktionsprojekt for de godkendte placeringer. Det tager erfaringsmæssigt ca. 8-30 uger at modtage HBT og herefter tilsvarende for konstruktionsprojektet og produktion af altaner og døre. Ifølge den estimerede tidsplan regner vi derfor først med opstart at byggepladsen i starten af 2023.
Altanudvalget er også – i samarbejde med Vedligeholdelsesudvalget – i gang med at afklare, om de døre, der bliver brugt ifm. med altanprojektet, kan tilpasses til den model der er påtænkt at skulle blive valgt til vinduesudskiftningsprojektet som indgår i vedligeholdelsesplanen. Det ikke sikkert, at det er muligt at få valgt model og farve mm, men vi ser på muligheden, og vil informere herom når der er nyt.
Nyt fra ejendomskontoret
Belysning i egne gårde 3 og 4
Som mange af jer sikkert har opdaget, så er belysningen i gård 3 og 4 (o’erne) blevet renoveret. Der er opsat samme lampe som i Gårdlauget Rantzaus gård (gård 1). Det er en danskproduceret lampe fra Focus Quarto, som er nemt at service, meget langtidsholdbar og retter lyset nedad, så det ikke virker generende. Der er valgt en pære med meget varmt lys, svarende til 2100k, da det er mindre blændende og mindre forstyrrende for nattesynet, nataktive dyr og søvn end koldt lys. Derudover bruger de markant mindre strøm end de gamle pærer. Der er stadig lidt udfordringer med bevægelsessensorerne ved trappenedgangene til cykel og vaskekælder. Disse vil blive justere efter vinterferien, så de kun tænder når man er nede på trappe og lyset forbliver tændt i længere tid. Vi håber, at I kan lide det nye lys.
Brug af fælles faciliteter – Vaskerum, værksted og byttehylder
Vi er mange brugere af vores fælles faciliteter, så vi vil gerne opfordre jer til at vise hensyn ved at passe på dem.
- På byttehylderne vil vi gerne bede jer om at være kritisk med, hvad de kommer på hylderne. Der er meget “affald”. (Ikea service med skår, udtrådte sko, halvbrugte læbestifter, leksikon og gamle ordbøger, som ingen gider have etc. etc.)
- I vaskekældrene skal I huske at hente jeres vasketøj, når I er færdige med at bruge maskinerne. De bugner med bunker af vasketøj, og vi er mange som bruger maskinerne.
- I værkstedet er man som bruger, selv ansvarlig for at rydde op efter sig selv. Det gælder også byggerester og affald, når man er færdig med at bruge rummet. Vi opfordrer til, at I sørger for at gøre rent efter hvert brug, da flere og flere beboere har interesse i at bruge rummet.
Hilsen Bestyrelsen