Nyhedsbrev 03.07.2026

Børn og støj part II

I sidste nyhedsbrev gik der en besked ud til foreningens forældre under temaet børn og larm i gården, som en del forældre har reageret stærkt på. Og her vil jeg – som skribent på nyhedsbrevet og i øvrigt mor til tre af de der børn – gerne stille mig frem og erkende, at beskeden kom lige lovligt skarpt ud. Det beklager jeg, det gik lidt stærkt. Når vi skriver ud i nyhedsbrevet, sker det på baggrund af henvendelser fra andre beboere. Det er langtfra givet, at det handler om dig eller dit barn. Men nogle gange kammer børns leg over, nogle gange roder deres ting for meget. Og det er der nogle beboere i foreningen, som gerne ser, at forældre er mere opmærksomme på. Det er en svær balance for alle at rumme så mange modsatrettede behov i vores gårde, men vi må forsøge at finde den sammen.

Ejendomskontoret holder IKKE ferielukket

Det er kun bestyrelsen og vores administrator i SWE, som holder sommerferielukket i juli, og derfor primært sagsbehandling af overdragelser og byggesager, som må stå over denne måned. Ejendomskontoret har helt normale åbningstider, så I kan hente nøgler og altankasser og stille spørgsmål dernede hele sommeren igennem.

Personalenyt

Trudy har valgt at stoppe og har sidste dag 31. august 2026. Vi er i gang med at finde hendes afløser. Det betyder at vores gårdteam lige nu består af Mads, Rene og Trudys vikar Alexander.

Sensommerdatoer til kalenderen:

Linuxworkshop 13. august kl. 16-19 i kulturlejligheden

Efter sommerferien får vi besøg af Arne, som vil fortælle om Linux. Det er særligt relevant for dig, der har en PC som ikke kan køre Windows 11, som er det ældste Microsoft laver sikkerhedsopdateringer til. Gælder det for din computer, kan du vælge at skifte til Linux på din gamle maskine i stedet for at købe en ny. På denne workshop lægger Arne ud med at fortælle om systemet og i slutningen af workshoppen kan du få hjælp til at foretage skiftet.

Velkomstmøde for nye beboere 2. september 2026 kl. 18:00

Vi gentager vores nye tiltag med velkomst for nye beboere, hvor vi går gennem foreningens gårde, udpeger fællesfaciliteter og svarer på spørgsmål undervejs. Nysgerrige “gamle” beboere er fortsat velkomne. Vi mødes på ejendomskontoret kl. 18.

Repaircafe i kulturlejligheden 20. september 14-16 i kulturlejligheden

Kom ned med dine ting, som er gået i stykker, så vil frivillige hjælpe dig med at se om det kan laves og hjælpe dig med at få det fikset.

Rigtig god sommer til alle, giv gerne krukker og drivhuse lidt vand på de varme dage