AB JoJo Nyhedsbrev nr.7 2019

Nyt fra bestyrelsen

Omlægning af lån

På årets ordinære generalforsamling vedtog vi i fællesskab, at bestyrelsen skulle omlægge lån. Formandsudvalget kan nu med glæde meddele, at der er lavet en yderst fordelagtig låneomlægning, til glæde for os alle. Der vil blive udsendt mere information om dette særskilt.

Ting på for- og bagtrapper

Der er desværre stadig alt for mange ting på trapperne! Det er ikke tilladt at have ting stående på trapperne, da det kan blive et problem mht. brandsikkerhed og eventuel evakuering.

Nogle steder er der også skruet ting op udvendigt på bagtrappedøre, f.eks. støvsugerslanger mm – og det er altså heller ikke tilladt. Udover det brandsikkerhedsmæssige, er det også ærgerligt at der bores i vores flotte døre. Efter sommerferien vil der blive foretaget en gennemgående oprydning af trappearealer i alle karréer, så sørg endelig for at fjerne dine ting med det samme.

Kontakt med politiet ang. bilafbrændinger på pladsen

Vi har været i dialog med politiet om de bilafbrændinger, der desværre har været på pladsen mod Det Fri Gymnasium, og har talt med den ansvarlige betjent for vores område.

Politiet må ikke udtale sig om, hvorvidt der er igangværende efterforskning, men betjenten kunne fortælle lidt om de procedurer de har, for episoder som vores. Der opstartes altid en sag ved bilafbrændinger, hvor der noteres fremgangsmåde mv, således at de kan samle sagerne såfremt de finder gerningsmanden. Vi fik lovning på at de ville sætte mere fokus på pladsen/området, men samtidig opfordres vi beboere til at ringe 114, hvis vi oplever noget mistænkeligt eller føler os utrygge.

Altaner

Det er SÅ dejligt med altaner, især her om sommeren!

Husk nu, at man ikke må have udvendige altankasser, medmindre man køber dem som sælges på ejendomskontoret. De bliver boltet fast, og risikerer derfor ikke at falde ned.

Så er der det med vanding – vi laver lige en kollektiv husker: Brug underskåle til dine potter, og sørg for ikke at vande for gavmildt, så du samtidig vander underboen – og dennes altan.

Du finder mere info specifikt om vores altaner på www.abjojo.dk – information – altaner.

Sommerferie

Bestyrelsen holder sommerferie indtil 31. juli, og besvarer derfor ikke henvendelser i denne periode.

Nyt fra ejendomskontoret

Sommerferievikar

Så er sommerferieperioden i gang, i år har vi Carsten ansat som vikar i 8 uger, mens vores faste gårdmænd/-kvinde afholder sommerferie på skift.

1.års gennemgang af kviste afsluttet

Vores gennemgang viste at det generelt ser rigtig fint ud med de nye kviste.

Der er er nogle småting, blandt andet er der nogle steder udfordringer med de elektriske velux vinduer og nogle revnede akrylfuger. Det vil blive udbedret efter sommeren, hvor de berørte vil blive kontaktet.

5. års gennemgang af bagtrapper afsluttet

Vi har heldigvis stadig nogle flotte bagtrapper, her 5 år efter de blev renoveret. Det er dejligt at se hvor flot beboerne har passet på dem, således at der kun er forventelige slidtageskader. Så tak for det!

sidst, men ikke mindst:

Har du spørgsmål til noget vedr. vores andelsforening, brug for plantegninger, vedtægter – eller har brug for at låne én af vore ladcykler? Så klik ind på www.abjojo.dk hvor du finder dét og meget mere nyttig viden.