Nyt fra bestyrelsen

 

Brand

Som mange allerede ved, har der desværre været brand på Struenseegade 49, torsdag den 13. juni om formiddagen. Heldigvis er ingen er kommet til skade.

Det ser desværre ud til at der enten ikke var nogen røgalarm i lejligheden eller at denne var defekt. Husk at sætte dem op i din lejlighed og tjek om de virker. Her er link hvor man kan købe en god brandalarm – Bedst i test 2018 E-Line KD-127C røgalarm med pausefunktion

Hvad gør man i tilfælde af brand? 

På Hovedstadens Beredskabs hjemmeside Sikre din bolig – Hovedstadens Beredskab (hbr.dk) kan man læse mere om, hvad man skal gøre i forbindelse med brand.

Det er vigtigt, at man handler hurtigt i tilfælde af brand, og derfor er det godt hvis man på forhånd har gjort sig nogle tanker, og ved hvordan man skal forholde sig, hvis uheldet er ude. Her er nogle af de råd man kan finde på hjemmesiden:

  • Man skal kun forsøge at slukke en brand, hvis man kender sine evner og det slukningsudstyr man har til rådighed. Hvis man er i tvivl, så luk døren til branden og søg ud.
  • Nogle tror, at det er bedst at åbne døre og vinduer, men det er det ikke: Luk ilden inde, det forsinker brandforløbet!
  • Få alle ud sikrest og hurtigst muligt. Når I er ude – så bliv ude!
  • Hvis der er røg på trappen, skal du blive i din lejlighed og give dig til kende i vinduet. Vi har både for- og bagtrapper, så hvis der er røg på den ene trappe, er det måske muligt at benytte den anden.
  • Er eneste vej ud gennem røg, så kravl lavt under røgen, og dæk munden til hele tiden. Røgforgiftning er lige så farlig som selve ilden.
  • Ring 1-1-2.
  • Advar dine naboer – også i tilstødende naboopgang.

Hvordan sikrer man sig mod brand? 

Det kan redde liv at have røgalarm i boligen. Sæt en eller flere op, og test dem én gang om måneden. Skift batterier. Hjælp hinanden med at huske at sætte dem op.

Hav styr på brandfarlige væsker og gas. Skift ledninger som er i stykker, hav ikke levende lys tændt uden opsyn, og sørg for at kogeplader er slukkede efter brug. Ryg ikke i sengen.

Lav og gennemtænk en flugtplan, så du er klar, hvis ulykken sker. Når der først er brand, tæller hvert sekund!

Sørg for at have forsikret dig mod brand.

Hvad kan vi som andelsforening gøre for at sikre os mod brand? 

På den ordinære generalforsamling i 2015, blev det under punkt 5e besluttet, at alle beboere skulle opsætte røgalarmer. Det blev dog samtidig understreget, at det naturligvis er svært at kontrollere, om folk reelt fik sat dem op, og derudover om man sørger for at skifte batterier løbende. Men generalforsamlingen besluttede, at det for fremtiden skulle være et krav til alle, i tråd med at det lovmæssigt er et krav, at de skal forefindes i nybyggede boliger. Der blev samtidig noteret, at når fortrapperne på et tidspunkt skal renoveres, skal der også opsættes røgalarmer på fortrapperne. Det er dog vigtigst at de forefindes inde i lejlighederne, idet de fleste brande opstår inde i folks boliger.

I forbindelse med salg registrerer vurderingsfirmaet manglende røgalarmer og A/B JoJo kræver dem sat op.