JoJo Nyt Oktober 2017

Nyt fra bestyrelsen

 

Tagprojektet:

 Oppe på tagene er håndværkerne i fuld sving, og nu er karré 3 godt i gang. Desværre har der på karré 3 vist sig at være en del ekstraarbejder, hvilket betyder forlængelse af den tidsplan der er udsendt.

 

Ekstraordinær Generalforsamling

Netop grundet disse ekstraarbejder på taget, som har givet en mindre budgetoverskridelse i forhold til den samlede sag, vil der blive afholdt en EGF. Der vil blive sendt indkaldelse ud snarest.

 

Varme:

 Der er varme i radiatorerne hos alle. Husk at lufte ventilerne ud.

 

Bestyrelsesdag:

 Den 16. september holdt bestyrelsen en ’bestyrelsesdag’, hvor vi arbejdede med forskellige emner, samt tog en runde og kiggede vores gårde og bygninger igennem.

 

Varme i stuelejligheder

På sidste GF blev det besluttet, at det skal undersøges, hvorvidt der er problemer med varmen i nogle af vores stuelejligheder.

 

Der vil blive hustandsomdelt et kort spørgeskema til samtlige stuelejligheder snarest, så vi i første omgang kan se hvor stort et problem det er. Til jer i stuelejlighederne skal det også nævnes, at mange glemmer at lufte radiatorerne ud, når varmen tændes. Dette kan i mange tilfælde løse hvis ikke hele problemet, så noget af det.

 

Rygning i gårde samt altaner/vinduer

Vi har modtaget en henvendelse fra en beboer, om at der er problemer med rygning i gården – eller rettere:  at der ligger skodder rundt omkring, også i og ved legepladsen – og at folk smider skodder ud fra vinduer og altaner.

Det er fuldstændig uacceptabel adfærd.

Ryger man i gården, så skal skodder slukkes fuldstændigt og efterfølgende i skraldecontainer. Ryger man i vindue eller på altan må man bruge sit eget askebæger, som efterfølgende tømmes i egen skraldespand.

 

Uudnyttede 5. Sale

Vi har tidligere her i nyhedsbrevet fortalt, at vi arbejdede på en alternativ måde at få de uudnyttede femtesale i brug. Det er dog ikke muligt ifølge vores vedtægter, hvorfor vi desværre for nu må lade dette ligge. På et senere tidspunkt ønsker vi dog at få vores vedtægter kigget efter og der kan man se på om de på dette punkt bør ændres.

 

Låneomlægning:

 På sidste GF blev det vedtaget, at bestyrelsen skal kunne lægge lån om, såfremt det er gunstigt for foreningen. Dette er der blevet arbejdet på, og lånene er nu omlagt. Der vil blive informeret mere om dette senere.

 

Regelsæt i kulturlejlighed samt beboerlokale:

Der har længe været behov for en præcisering af reglerne for brugen af vores fælleslokaler – og det bliver der derfor gjort noget ved nu!

Det er fantastisk, at vi har hele to lokaler vi som beboere kan låne –men det er vigtigt, at dem som bor omkring lokalerne ikke bliver generet af brugen af disse. Derfor har de nærmeste naboer modtaget en seddel med spørgsmål til bla. sluttidspunkt mm. samt mulighed for input til hvordan vi bedst muligt sætter nogle rammer, som tager hensyn til dem som bor lige ovenover.

Der er kommet nogle virkelig brugbare besvarelser tilbage, tak for det!

Bestyrelsen vil i den kommende tid udarbejde retningslinjer for brug af de to lokaler på baggrund af vores husorden og de indkomne forslag.

 

Nyt fra ejendomskontoret:

 

Vaskenøgler

 Som tidligere varslet, både her i nyhedsbrevet og via hustandsomdelte breve, har vi fået nyt administrativt system i vaskerierne.

Derfor skal ALLE forbi vaskeriet snarest, og taste den aktiveringskode I har modtaget i brevet, ind på displayet.

Koden skal kun indtastes én gang, hvorefter vaskenøglen vil virke som hidtil. Skulle man have mere end én vaskenøgle, skal man ned forbi ejendomskontoret og have aktiveret den ekstra vaskenøgle

Der står mere information samt en udførlig anvisning i brevet, som følger med aktiveringskoden.

 

Beboerinitiativer:

 

Akustik i kulturlejligheden: 

Til sidste GF blev der vedtaget at der skal gøres noget ved akustikken i kulturlejligheden, og der blev bevilliget 55.000 kr. til dette. En lille gruppe engagerede beboere har nu fundet et firma som kan lave en god, og samtidig æstetisk flot løsning på dette, så forhåbentlig vil akustikken i lokalet snart blive en del bedre.

Derudover er der også bestilt prøver på vægskinner til væggene, så der kan hænges billeder mm op dernede. Mere om dette senere.

 

Halloween

Så er det snart Halloween igen! Strengt taget er Halloween den 31. oktober, men her i JoJo holder vi det søndag den 29. oktober, for både børn og voksne.

Bemærk at tilmelding er nødvendig, af hensyn til planlægning og indkøb. Dette gøres senest 18/10 på mail: jojoarrangement@gmail.com eller nede på ejendomskontoret.

Se invitation i din opgang, eller i vinduerne i kulturlejligheden og ejendomskontoret.

 

JOJO 20 år

En vaks beboer bemærkede i Facebook-gruppen, at det da er snart, at andelsforeningen fylder 20 år – og ja, det er det nemlig! Den 5. november 1997 blev vores ”lille” andelsforening nemlig stiftet. Dét skal da fejres! Reserver derfor allerede nu dagen, søndag den 5. november, hvor der vil blive budt på lækker fødselsdagslagkage, drikke og underholdning i kulturlejligheden.

Mere information følger

 

Husk at alle i foreningen er mere end velkomne til at arrangere noget til glæde for alle. Det kunne være en spilleaften, et foredrag, søndagshygge i gården, litteraturklub, skattejagt mm.

Foreningen råder over en aktivitetskonto, som man kan søge om midler fra. Dette gøres ved at skrive en mail til beboerudvalget via sekretariatet, på sekretariat@abjojo.dk

 

 

Og til sidst, som altid:

 

www.abjojo.dk

tag endelig et kig forbi vores hjemmeside. Her finder du en masse informationer omkring vores forening, om alt fra ladcykel udlån til generalforsamlingsreferat, ejendomskontorets åbningstider mm.