Nyt fra bestyrelsen
Tilmeld dig til digital kommunikation – fra både ejendomskontoret og SWE.
Der er blevet husstandsomdelt breve til alle beboere, fra både ejendomskontoret og SWE, om tilmelding til digitale løsninger fremover.
Vær opmærksom på, at det er to forskellige systemer, således at man skal tilmelde sig begge steder.
Tilmelding til fællesspisning tirsdag d. 25. april.
Vi har været i dialog med restaurationer i vores lokalområde og arrangeret at de laver mad til en fællesspisning i kulturlejligheden. Tanken er, at vi ikke kun lærer vores eget fællesskab bedre at kende, men også andre i vores nærområde. Vi tror på, at det, at vi kender hinanden, kan være med til at fremme et mere hyggeligt, trygt, og aktivt lokalsamfund i vores kvarter. Når vi kender hinanden, kan det være nemmere at tale sammen, skabe fede initiativer, eller løse problemer før de bliver til konflikter.
Næste gang er tirsdag den 25. april kl. 18:00 i Kulturlejligheden på Struenseegade 35, hvor en lokal restaurant vil præsentere og servere en ret.
Der er 40 pladser som fordeles efter først til mølle-princippet. Tilmeld dig på sekretariat@abjojo.dk med emnet “Fællesspisning”. De der får plads vil få tilsendt et Box nummer til mobilepay.
Fællesspisning koster 50 kroner per person, og inkluderer et måltid og boblevand til.
Glæder os til at se jer.
Nyt fra ejendomskontoret
Beholdere til småt elektronik rykkes ind i storskraldsrum.
I gård 3 og 4 bliver beholderne til småt elektronik flyttet ind i storskraldsrummene, som begge får hængelås på, som åbnes med opgangsnøglen. Dette gøres i håbet om at undgå uvedkommende i gårdene, som kommer for at klunse.
JoJo’s betaling for afhentning af affald.
Renovationsgebyret, vi som andelsforening betaler for at få afhentet affald, er delt op i to:
- Ordningsgebyr. Alt det, som ikke er restaffald, fx plast, pap mm. Her er der et fast gebyr, som er uafhængigt af antallet af containere som afhentes. Altså: én papcontainer koster det samme som 10.
- Restaffaldsgebyr. Her betales for volumen, dvs. antallet af containere, som rent faktisk afhentes.
Dette betyder, at der er mange penge at spare, ved at sortere mest muligt fra restaffaldet, og benytte de andre fraktioner.
Så ikke nok med, at det at sortere sit affald er bedst for miljøet, så er det også godt for foreningens (og derved vores allesammens) økonomi.
Spørgsmål om sortering: Se affalds-abc på nettet, spørg din gårdmand eller skriv til jojogaard@gmail.com
Trappevask i JoJo
Fra. 3. april overtager Anders Andersen (AA) trappevask mm. efter RenEksperterne. Vi beder jer tage godt imod de nye rengøringsfolk.
AA vil i de første uger nøje vurdere opgaven, hvorefter de vil udarbejde en rengøringsplan, som bliver hængt op i alle opgange. Her vil der også blive opsat en blanket, hvor AA noterer af hvem og hvornår, der er blevet gjort rent.
Maria fra AA er vores faste tilsynsførende, som løbende laver kvalitetskontrol af rengøringen. Derudover er der tilknyttet et fast kvalitetsteam, som uanmeldt kommer og tjekker om rengøringen er tilfredsstillende.
AA løfter ikke dørmåtter, men flytter måtterne med foden, og fejer/vasker under. De ser derfor gerne, at den enkelte beboer selv tager dørmåtten ind, inden rengøring, så der kan gøres grundigt rent.
Hvis du som beboer har kommentarer til rengøringen, ris eller ros, så send en mail til ejendomskontoret, med emneteksten AA. Kontoret vil herefter sende henvendelsen videre.
Husk at du på www.abjojo.dk kan finde en masse information om foreningen.
Det er også her du kan reservere ladcykel og booke beboerlokaler.